Løbsberetning: Mors 100 miles 2018

Det er midt om natten og død mørkt, jeg har løbet 120km i regn og vind og står nu i ”skovskidder” position i vejkanten, 50 meter fra depotet, imens min bedste ven frysende i regnvejret lyser med sin pandelampe på mig og samtidig forsøger ikke at kigge direkte på et af mit livs mindre gloværdige toiletbesøg. De foregående 18 timer har jeg skiftevis løbet, gået, spist, snakket og kombinationer deraf. Jeg har haft følgeskab på cykel af mine gode kammerater Anders og Mia samt Stig og Jakob som var taget hele vejen til Mors for at overraske mig. Derudover har Martin, Christina og min kæreste Mette fulgt mig rundt på øen i bil og hjulpet mig med at tage fornuftige beslutninger undervejs. Vi har oplevet et fantastisk velkommende folkefærd i morsingboerne, der har budt på folkefest, livekoncerter, ”All you can eat” lignende tilstande ved depoterne, ønskekoncert i Karby med 25.000 Watt højtalere udover de gennemblødte marker på det sydvestlige mors, Salgjerhøj spurten med “Diabolo” – en mand klædt ud som djævlen med trefork som pacing redskab, samt de mindre men lige så vigtige oplevelser med korte vink, dyt og tilråb fra tilfældige forbipasserende.

Mine fødder har det egentligt ret godt, men jeg kan ikke løbe længere pga. smerter i kroppen fra underlivet og ned som må siges at være amputationsværdigt. Det betyder at jeg skal bevæge mig med 5-6km i timen hele vejen til mål ved 160.9km. Kæden skal altså holdes stram 8 timer endnu. En urealistisk mulighed tænker jeg hele natten igennem. Da vi når 130km får jeg hjælp til at skifte til noget tørt tøj, selvom vi alle ved det max holder tørt i 10 minutter. Når jeg starter igen kan jeg mærke at mit højre knæ er blevet stivt og smertefuldt på ydersiden – jeg har fået løberknæ. Hele natten havde jeg set frem til solopgangen. Når klokken blev 5 skulle jeg børste tænder og påbegynde de sidste 6 timer af løbet. I stedet må jeg stoppe op flere gange og proklamerer til Martin at det formentligt er slut. Jeg tænker mine muligheder igennem som består af: 1. smertestillende og 2. alkohol. Også slår det mig – jeg har ikke prøvet at omdirigere smerten endnu. Uden videre begiver jeg mig i et vredesudbrud i gang med at slå mit højre ben. Da jeg er færdig opdager jeg at Martin ser på mig som om jeg har tabt forstanden – forståeligt tænker jeg, og forklarer ham at det var ”planlagt”.

Vi når depotet ved 135km i Sillerslev Havn. Der er stole, tæpper og ser varmt og hyggeligt ud – for hyggeligt. Jeg konstaterer derfor at jeg SKAL bevæge mig for at gennemføre, tager en kop suppe i hånden og går ud af døren. Bag min ryg fortæller Martin til Christina og Mette at jeg er langt ude over grænsen og at hvis det regner mere så tror han jeg DNF’er. Egentligt tror jeg han havde ret. Men det forsatte med at regne, og jeg forsatte mod min egen vilje, med at gå. Inden løbet læste jeg at for at gennemføre 100 miles skal man ville det helt ind til benet, i den dybeste del af sig selv. Det må have været den del der forsatte med at svinge benene, fordi mit bevidste jeg fattede ikke hvorfor jeg forsat bevægede mig.

De næste 15km var en tour de force gennem alle skyggesiderne af Andreas Chatterton’s personlighed. Alt det man ikke vil fremhæve på sit CV og aldrig ville nævne til en jobsamtale. Udadreagerende vredesudbrud og aggression der kom til udtryk verbalt og fysisk gennem mine vandrestave der efterfølgende må konstateres at have aftjent sine dage. For at kunne udholde sådan en omgang skal man være et af jordens mest tålmodige mennesker, og det er præcis hvad Mette, min kæreste er. Hun fulgte mig ufortrøden da hun efter utallige afslag på sangvalg sætter lady gaga på og jeg som resultat bliver rasende over ”hvad det er for en lorte sang?!” og ”hvordan fanden kan man blive millionær på at synge WRAAA WRAAAA WRAAAA WRAAAAAA WRAAA?!”.

Ved 150km møder vi et depot med rundstykker, kaffe, flinke mennesker og udsigt over Sallingsund broen der forbinder Mors med fastlandet på den anden side af Limfjorden. Der er 11km tilbage og jeg konstaterer at nu når jeg i mål om jeg så skal kravle over målstregen. Klokken er 9:30 og jeg har 2 timer til at nå i mål under tidsgrænsen. Jeg skal altså øge tempoet og det tror jeg ikke er muligt. Ved depotet er der et kendt ansigt – presentøren af alle løbere ved start. Han siger at jeg skal visualisere medaljen og finisher t-shirten og at han tror på mig! Måske var det hans stemme (som var voldsomt motiverende) eller måske bare et nyt ansigt, men det fik mig uanset til at tro på muligheden for at nå under tidsgrænsen. De næste 11km var således et sammensurium af følelser, tåre af smerte, tåre af glæde og et vanvittig supportcrew bestående af venner, familie og samtlige morsinboere på gaden i Nykøbing Mors. Undervejs råbte flere fremmede mit navn, bile stoppede op og heppede, og flere kom løbende for at hjælpe mig i mål. Med 2km tilbage har jeg 30 minutter til at gennemføre og det begynde at dåne for mig at jeg rent faktisk KOMMER i mål UNDER tidsgrænsen! What? Hvad sker der?! 900meter fra mål begynde folk fra mållinjen at dukke op for at følge mig til dørs og da der er 200meter tilbage står alle de kendte ansigter og en masse løbere og crew forventningsfulde og venter på mig – også må man jo kvittere med en lille slutspurt med ”løb” over målstregen. Jeg bliver placeret i en stol, får et tæppe over mig, en øl i den ene hånd og en champagne i den anden hånd. ”Jeg gjorde det!” tænker jeg og kigger rundt indtil det går op for mig at jeg tager fejl. ”VI gjorde det!” – mig og mine hjælpere som alle har taget del i oplevelsen og ydet lidt for at få mig igennem og som alle virker til at have den samme følelse i kroppen som jeg har nu.

Dagene efter løbet har været en blandet oplevelse af kropslig smerte og mental glæde. Glæden ved at gennemføre er lidt mindre når man må pisse i en plastikflaske ved sengekanten fordi man ikke kan rejse sig og gå på toilet på grund af smerter. Det er nu 4 dage siden løbet og jeg kan snart gå almindeligt, men kommer ikke til at løbe igen i den nærmeste fremtid. Hvilket passer mig helt fint. Tilgengæld har jeg allerede besluttet mig for at 100 miles skal prøves igen! Det er svært at forklare, men de sidste 50km af løbet er de timer af mit liv hvor jeg har følt mig mest i live og efterfølgende føler jeg en større glæde, spænding og forventning for hvad livet vil byde på i fremtiden – alt det ukendte: overraskelser, skuffelser, medgang og modgang.

/Andreas Chatterton

Læs mere om løbet på: http://www.100miles.dk